Bæredygtigt når det er muligt,
design når det er bedst,
omtanke – altid

Indkøbskurv (0)

0 item(s) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom.

0

Jordemoder Susanne Warming & Jesper Manniche

Jordemoder Susanne Warming og Jesper Manniche mødte hinanden for første gang, i forbindelse med, at Jespers søn – Knud – skulle fødes. Fødslen foregik, som planlagt, hjemme i ro og mag. Forældrene havde valgt, at deres datter på 4 år skulle være i hjemmet sammen med bedstemor, mens fødslen fandt sted. På den måde blev fødslen en helt naturlig familiebegivenhed.

Deres datter virkede tryg og nysgerrig under forløbet og havde stor glæde af at kunne gå til og fra fødslen, og af at kunne lege med sin bedstemor på værelset, få læst bøger og være med i køkkenet derhjemme, mens mor fødte. Storesøster havde også glæde af at vide, præcis hvor lillebror kom fra og lære ham at kende med det samme.

Ved barselssamtalerne efter fødslen faldt snakken på, at det eneste forældrene havde savnet i forløbet var en børnebog på dansk, som kunne have været med til at forberede deres datter endnu mere til fødslen. Jordemoder Susanne Warming havde længe tænkt på at skrive sådan en bog, da hun også syntes, at sådan en manglede på markedet. Og sådan gik det til, at børnebogen ”Da Knud kom ud” blev til og udkom i december 2016.

Da Knud kom ud

Det viste sig, at der var andre end Susanne selv, der havde savnet sådan en børnebog, for allerede i begyndelsen af 2017 blev 2. oplag af "Da Knud kom Ud" sendt i trykken.

Bogen "Da Knud kom Ud" efterspørges nu også i England og er derfor ved at blive oversat og tilrettet som en engelsk børnebog med titlen ”When Shaun was born”. Og i slutningen af 2017 håber forfatterne, at de er klar med endnu en børnebog: ”Da Finn kom ind”. Da Finn kom ind kommer til at handle om, hvordan man bliver gravid, og hvordan et barn udvikler sig i maven. Finn skal så forestille at være Knuds lillebror, så familien (i bogen i hvert fald) får et familiemedlem mere.

Susanne Warming blev uddannet jordemoder i 1996 og arbejdede de første 7 år som jordemoder på sygehus. Hun har siden 2004 arbejdet i Region Sjællands Hjemmefødselsordning www.hjemmefødsler.dk.

Jesper Manniche arbejder som lærer på en skole med elever, der har særlige behov.

Vi - og vores børn - kan varmt anbefale "Da Knud kom Ud"!